Japansk bueskydning repræsentere  en ubrudt ca. 1500 år gammel tradition, som går til bage til dels de tidligste kejsere og de konkurrencer og ceremonier som den japanske adel og hoffet dyrkede, og dels de teknikker som blev udviklet af adelen til krigsbrug. Budo er et moderne udtryk, som ikke blev brugt i det feudale Japan, oprindeligt blev vejen kaldt  Kyubado eller  kyūba no michi hesten og buens vej (弓馬の道, ).

Den beredne bueskytte var fra de tidligste tider adelige, og brugen af bue og hest var fra de ældste tider det som kendetegnede det øverste lag af krigere, før begrebet samurai overhovedet kom i brug. Derfor regnes bueskydningen også for den ældste af Budo disciplinerne, da sværdet som central symbol på krigerværdigheden først blev almindeligt godt op i 1500 tallet. Efterhånden som buen tabte terræn til skydevåben.

 

En anden ting som også adskiller bueskydningen fra de andre budo discipliner er, at den længe før ”do” begrebet blev almindeligt i de andre Budo discipliner, var en integreret del af udøvelsen af kyujutsu eller shajutsu.  Det skyldes som omtalt, at bueskydningen først og fremmest var forbeholdt de øverste lag af aristokratiet, hvor de klassiske kinesiske tekster havde en helt central dannende rolle,  især to tankesystemer. Først tao/daoismen  hvorfra japanerne fik deres ”do begreb fra (do er oversættelsen af dao) og som er grundlaget ideen om en træningen som en ”vej” til selvkultivering. Dernæst spillede Kungfutse’s (som selv underviste i bueskydning) skrifter en stor rolle, da bueskydning angives som en af de 6 ædle kunstformer- Hovedpiller for kultiveringen af den rette gentleman (kinisisk junzi 君子). Kungfutse skriver selv “ Et rafineret menneske har ikke brug for konkurrence. Men kan han ikke undgå det da lad ham kappes gennem bueskydning”

 

En konkurrence i Bueskydning blev af Kungfutse opfattet som den eneste korrekte måde at afgøre en strid på blandt ægte gentlemen. Ydermere var bueskydning også en af de få våben discipliner man kunne konkurrere mod hinanden i uden, at udgyde blod. Derfor har shajustsu’en altid indeholdt mange forskellige konkurrence elementer som omtales fra de tidligste japanske kilder i 800 tallet, fra hurtigskydning, til længdeskydning, udholdenhedsskydning, hundeskydning og målskydning til hest yabusame, for at nævne nogle af de almindeligste former.

 

Modsat hvad nogle vestlige Budo folk tror, har man aldrig i japansk kultur set konkurrencer som en uskik i bushido hvad kyujutsu/kyudo angår, så længe konkurrence i sig selv ikke var hovedmålet med at dyrke bueskydningen. Konkurrence var, og er en naturlig del af tao/do elementet i budoen, så længe det hjælper til at kultivere mennesket i en positiv retning. Den sort/hvide opfattelse af forskellen mellem sport og kunst som man til tider kan møde i Vesten blandt budoudøvere, hvor sportlige aspekter opfattes direkte negativt; har har historisk set aldrig været så hårdt trukket op i Japan i relation til  kyudo/kyujutsu.

 

Kyudo er også den ældste “do” da termen kyudo om japansk bueskydning allerede blev brugt fra starten af Edo perioden (dvs. 1600 tallet), men de forskellige termer for bueskydning blev brugt overlappende om hinanden, således at der ikke ligger nogen adskillelse mellem kyujutsu, shajutsu eller blot yumi som det også blev kaldt..

 

For nogle seriøst videnskabelige bøger udgivet af anerkendte Universiteter, om japansk bueskydnings historie, som bygger på historisk kildelæsning kan henvises til:

 

Armed Martial arts of Japan – Swordmanship and Archery – Hurst, G. Cameron III – Yale University Press

 

Japanese Sports – A history – Guttermann, Alen & Thompson, Lee – University of Hawai’i

 

Shots in the Dark – Japan, Zen and the West. –Yamada, Shoji – University of Chicago

Hvad er dine tanker?