Kyudo er en Ganske internaliseret trænings form. Den dybe koncentration og konstante arbejde med kropsholdning skærper opmærksomheden på din fysiske fremtoning, og har derfor en meget positiv indflydelse på din krops positur, balance og bevægelse. Derudover er kyudo stærk mental træning som fokusere på, at være 100% tilstede i øjeblikket, den åndelige udvikling af et roligt sind er  en nødvendig for, at man som kyudo udøver (kyudoka) oplever en progressiv udvikling. Samtidigt med det interne arbejde, er man dog også forpligtet over for sin gruppe, og må lære at koordinere med gruppen som helhed under udøvelsen.

På trods af alle de flotte superlativer og det filosofiske tankegods bag dem, er kyudo som disciplin, og træningsstedet (dojoen) ikke en kirke, hvor man bevæger sig med forsigtighed og usikkerhed.

Tværtimod – forsigtighed, usikkerhed  flovhed og fejl, er det som gør os til bedre mennesker i alle aspekter af livet, og dojoen er stedet for at gøre sig disse erfaringer.

Kyudo er varme og glæde ved fællesskabet, ikke strenghed, og frygt for at begå fejl.

Alle fra 15 til 100+ år kan træne kyudo.

I KKS træner vi stilarten Shomen Bushakei, som er en at de 3 hovedstilarter som trænes normalvis. Alle stilarter er velkomne, men hvis man tager varigt ophold i en klub et det kutyme at man omstiller sig til den stilart der trænes.

  • I Japan er det ikke ualmindeligt at tage kyudoen op når man f.eks. går på pension.  80 årige i konkurrencer er følgende  ikke noget særsyn i Japan.
  • Det som adskiller kyudo fra megen anden kampkunst, er den høje procentdel af kvinder som er udøvere, ca 50% i Japan.
  • Der er  ikke nogen adskillelse mellem mænd og kvinder i f.eks.  konkurrencer, man konkurrer på lige fod.
  • Man bør være i stand til at sidde på japansk i seiza, det er dog noget man bliver bedre til med øvelse.

Den normale progression for en nybegynder

 

Teknikken man må tilegne sig for, at lære at skyde med den japanske bue er ganske kompleks. Derfor vil man den første måneds tid træne på en Gomuyumi, som basalt set er en pind med en gummi slange på, indtil grundteknikken er på plads. Derefter vil man gå over til at få en svag bue som man træner videre på indtil underviseren er tilfreds med teknikken. Endeligt vil man så få en pil på buen og skydehandske , og så småt begynde at træne på makiwara, dvs. man skyder på klods hold (2 meter) igen indtil underviserne er tilfreds med teknik, kropsholdning og åndedræt. Når dette er på plads får man så gradvist lov til at skyde på fuld afstand.

Samtidigt med dette skal man træne grundform Kihontai dvs. man lærer at sætte sig ned i kiza (sidde på hælene) og seiza (sidde på fødderne), at gå, dreje og bevæge sig i stående og siddende position, og at bukke på de korrekte måder. Endeligt skal man lære at bevæge sig og skyde harmonisk med en gruppe.

I kyudo spiller mitorgeiko også en stor rolle, det betyder at man træner sig selv ved, at observere og efterligne på egen hånd, noget som stemmer godt overens med ideen om at trænerens job kun er at anvise en retning, det er elevens eget ansvar at følge vejen. Det er derfor det hedder buens vej.

Hvad er dine tanker?